AFTENSMAD PÅ 15 MINUTTER: SPAGHETTI MED TOMATSOVS

CITRONMUFFINS MED BRÆNDT LIMEMARENGS (UDEN GASBRÆNDER)

Jeg tror at jeg var omkring 13 år gammel, da jeg smagte min første citronmåne. I mit barndomshjem har vi aldrig spist særlig meget kage, og min mor forbandt citronmåne, med den triste gule kage til 12,95 kr i supermarkedet. Men jeg elsker citron, og jeg elsker det både i salte og søde retter. Derfor åbnede der sig en helt ny verden for mig, da en af mine klassekammerater fra folkeskolen, delte den lækreste hjemmebagte citronmåne ud på sin fødselsdag. Siden da har jeg holdt meget af kagen, og har bagt en masse masse citronmåner. I denne opskrift er måneformen skiftet ud med muffinsforme, og glasuren med marengs. Det er en skøn opskrift, og jeg håber, at I vil prøve den.

Opskrift

12 muffins // 1 time // nem opskrift

  • 200 g smør
  • 200 g sukker
  • 4 æg
  • 220 g mel
  • 1 tsk. bagepulver
  • 1 tsk. vaniljesukker
  • Skal og saft fra en økologisk citron
  • 2 æggehvider
  • 120 g sukker
  • Skal og saft fra en økologisk lime

Sådan gør du

Pisk blødt smør og sukker til en hvid og ensartet masse. Tilsæt et æg og pisk fortsat, mens 1/3 af melet tilføres. Sådan fortsættes processen, indtil alle æg og alt mel er rørt i. Drys herefter bagepulver og vaniljesukker i dejen, og riv til sidst citronskal og citronsaft i. Fordel dejen i 10-12 muffinsforme og bage dem ved 175°C varmeluft i omkring 20 minutter.

Mens de små citronkager bager, kan limemarengsen forberedes. Skal kagerne først serveres senere eller dagen efter, kan du med fordel vente med denne del.

Pisk æggehvider stive, og tilsæt 100 g sukker lidt efter lidt. Det er vigtigt at sukkeret bliver opløst, så der ikke er knasende sukkerkorn når den skal serveres. Riv til sidst skallen fra en limefrugt i marengsmassen, og smag den til med frisk limesaft. Når limesaften er rørt i marengsen, piskes den ekstra stiv med de sidst 20 g sukker.

Smør omkring en stor spiseskefuld limemarengs med top på hver af dine citronmuffins, og bag dem på 200°C grill i 2-3 minutter. Hold øje med dem, da det kan gå hurtigt. Vil du pynte kagerne yderligere, kan du med fordel bruge spiselige blomster og revet limeskal.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på det.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

AFTENSMAD PÅ 15 MINUTTER: SPAGHETTI MED TOMATSOVS